1.3. Professionel rådgivning om, hvordan man hjælper den demensramte

Ofte taler man om “demenssygdommes udfordrende adfærd”. Det kan give indtryk af, at det kun er på grund af demenssygdommen, at personen reagerer – at det er et karakteristisk træk ved den enkelte. Men mennesker reagerer afhængigt af de ressourcer, de har, de betingelser, de er underlagt, og den måde, andre mennesker møder dem på.

Set fra den demensramtes perspektiv er reaktionen rationel. Alle mennesker reagerer utilstrækkeligt, hvis de konstant stilles over for krav, som de ikke kan opfylde. Man kan se på udfordrende adfærd som et symptom på magtesløshed. Når personalet oplever adfærd som udfordrende, har de en tendens til at se adfærdsproblemer som om det er personen med adfærden, der er problemet. I virkeligheden kommer personalet i problemer, fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere adfærden. Personalet og de ikke-professionelle skal se bag om adfærden.

De ressourcer, personen har, synes at hænge sammen med typen af den enkeltes demenssygdom samt personens historie og aktuelle livssituation. De har dog nogle fælles træk, som personale og ikke-professionelle kan tage hensyn til. Personer med demens har en progressiv hjernesygdom, og det betyder som regel, at intet er selvfølgeligt, og at alting kræver mere energi end før de blev syge, ligesom nogle har brug for mere søvn. Den kognitive kapacitet reduceres i varierende grad. Dette betyder billedligt talt, at personalet og ikke-professionelle kørte kognitivt set i en Ferrari, og at den demente person kørte i hestevogn. Personalet og de ikke-professionelle skal derfor sænke tempoet, både i tale og i handling, så den demente ikke føler sig “kørt over”.

En anden nyttig overvejelse i arbejdet med personer, hvis adfærd er udfordrende, er altid at prioritere relationen før opgaven. Mange personer med demens husker dårligt, og hvis de ikke kan genkende plejeren eller den måde, plejen udføres på, er det ikke underligt, at personen ikke vil acceptere at få tøj på eller blive vasket. Hvis relationen ikke er god, vil den demente person opfatte det som en krænkelse af sit intime rum og reagere tilsvarende på dette. Hvis vi skal følge den personcentrerede tilgang, kan vi ikke betragte den plejekrævende person som en opgave, der skal løses. Der er behov for, at den enkelte har et godt forhold til plejepersonalet, som senere kan få mulighed for at hjælpe ham/hende. At skabe relationer tager tid og kan være en langvarig proces, når det gælder om at prioritere en ren “opgaveløsning”

Personer med demens oplever konstant tab i deres liv, f.eks. tab af funktion, tab af kognitive færdigheder, tab af procesfærdigheder, tab af kommunikationsfærdigheder og et massivt rolletab, da de ikke længere kan udfylde de roller, de tidligere har haft. Alle disse tab kan efterlade personen med en enorm følelse af magtesløshed, og de vil reagere derefter. Magtesløshed er en ødelæggende følelse for en person, uanset om han/hun er en ansat, en plejehjemsbeboer eller en ældre person med pleje og støtte i eget hjem. Magtesløse medarbejdere og ikke-professionelle er ofte krævende og konfrontatoriske. Personalet og de ikke-professionelle forsøger så at forsøge at opdrage og lære den demente person at “opføre sig ordentligt”. Det lykkes sjældent, fordi uddannelse er baseret på læring, og demens betyder blot, at personen ikke længere er så god til at lære. Det kan skabe en konflikt, fordi den plejekrævende person føler, at plejeren taler til ham som et barn. Han/hun har opført sig ordentligt hele sit liv, og han/hun er voksen. Personen kan sandsynligvis ikke huske, hvad konflikten handler om, men følelsen af at blive uretfærdigt behandlet sidder stadig tilbage i kroppen. For personer med demens kan følelserne sidde i kroppen i lang tid, uden at de kan forklare konkret ´hvorfor´.

Gode råd generelt i plejen af personer med demens:

• Hvis kravene er for høje, skal personalet og de ikke-faglige personer sænke dem
• Personalet skal derfor sænke tempoet, både i tale og i handling
• Personalet skal prioritere relationen før opgaven. Ingen person er “en opgave”

Refleksion over samarbejdet med den demensramte person

Ifølge den personcentrerede pleje skal du altid se problemet fra den demente persons perspektiv

Spørgsmål til refleksion:

1. Hvad er problemet, eller er det et problem?

• • Hvem er berørt af problemet?
  • Hvornår opstår problemet?
  • Hvad er resultatet af problemet?

2. Udeluk enhver somatisk årsag til adfærden

• Har personen blærebetændelse eller andre infektioner?
• Er personen dehydreret?
• Er personen forstoppet?
• Har personen smerter?
• Eller andre tilstande?

3. Er personens grundlæggende psykosociale behov opfyldt?

• Tryghed – Føler personen tillid til andre?
• Tilknytning – Føler personen sig tryg og inkluderet?
• Inklusion – Er personen involveret i andres liv på en positiv måde?
• Beskæftigelse – Er personen involveret i hverdagens processer, eller keder hun sig?
• Identitet – Bliver personen taget alvorligt som person. Kender personalet deres historie?

4. Forstår vi personens forudsætninger og respekterer vi dem?

• • Kan personen leve op til de krav, som han/hun stilles over for?
  • Bliver personens sanser stimuleret tilstrækkeligt eller bliver de overstimuleret?