Den personcentrerede tilgang ifølge Tom Kitwood.
I 1906 beskrev den tyske læge Alois Alzheimer demens som en sygdom. Indtil da blev demens betragtet som en del af det at blive gammel. Gamle mennesker gik ind i “barndommen”. Gennem hele det 20. århundrede har videnskabens paradigme været fremherskende. Medicinsk videnskab var populær, og fra omkring 40’erne og frem oplevede vi store fremskridt inden for medicinsk forskning, bl.a. inden for psykofarmaka. I denne periode blev mange mennesker med demens indlagt på psykiatriske afdelinger, hvis deres adfærd virkede uforståelig, og de blev behandlet med psykofarmaka. Senere kom personer med demens ind på plejehjem, hvor de blev mødt med “realitetsorienteringer” (Holden og Woods 1988), hvilket betød, at de demente personer hele tiden blev målrettet, hvis de sagde noget, der ikke var rigtigt. Tilgangen skulle berolige og mindske desorienteringen. Praksis viste netop, at personerne med demens var sorgfulde flere gange om dagen, hvis de f.eks. spurgte, hvor deres mor var, og fik at vide, at hun var død for længe siden. I firserne begynder Tom Kitwood at arbejde med den personcentrerede pleje. Det var også en tid, hvor det biomedicinske paradigme blev udfordret af en mere psykosocial tilgang til mennesker i almindelighed og til personer med demens i særdeleshed.
Tom Kitwood bygger sin model på den tyske filosof Martin Bubers forståelse af forholdet mellem mennesker som et “jeg – du”-forhold i modsætning til et “jeg – det”-forhold, hvor der sker en reifikation af modparten. Psykologen Carl Rogers tanker om en person-kantet tilgang i den terapeutiske relation har også været af stor betydning. Tom Kitwoods personcentrerede tilgang skal ses som en kritik af tilgangen til og behandlingen af personer med demenssygdomme. En omsorg, der lægger vægt på personens handicap og sygdom. Han mener, at vi som en del af vores kulturarv har en nedværdigende tilgang til mennesker med kognitive handicaps.
Ifølge Kitwood er den personcentrerede tilgang at se personen med demens som en ligeværdig person med følelser, rettigheder, ønsker og en livshistorie, der har påvirket personen, selv før han/hun fik demens.
Kitwood har lavet en alternativ definition af demens: af hvad demens er, og hvilke faktorer der påvirker den enkelte person. Han mener, at en person med demens skal forstås ud fra både et biologisk, psykologisk og sociologisk perspektiv.
Definition = P + B + H + N + S
– Personlighed – personens ressourcer og forsvarsmekanismer
– Biografi – livshistorie / livserfaringer
– Sundhed – fysisk tilstand og skarphed i sanserne
– Neuropatologi – forandringer i hjernecellerne
– Socialpsykologi – forhold i omgivelserne – hvordan møder vi personen
P. Man kan ikke gøre noget ved personligheden, hvis personen er dement, men man kan tage hensyn til den enkeltes baggrund, ressourcer og begrænsninger.
B. Biografien og livshistorien er igen som den er, men den er et godt udgangspunkt for en eventuel indsats.
H. Vi skal være opmærksomme på borgerens helbred som helhed, ofte har den enkelte flere sygdomme eller en akut sygdom, og demens er ikke den eneste sygdom. Personen skal selvfølgelig behandles ved eventuel sygdom.
N. Vi ved ikke meget om de neuropatologiske forandringer i hjernen. Medicin virker i en periode og kan forbedre funktionsevnen i en periode, men effekten er ikke vedvarende. Vi er nødt til at tage hensyn til den enkeltes evner og spørge den enkelte person med demens, hvad der er relevant for hans/hendes niveau.
S. På den anden side kan vi gøre meget i forhold til socialpsykologi. Hvordan forholder vi os til personen, og hvordan skaber vi et miljø, som personen kan nyde? Kitwood understreger, at personen bevarer sin værdi som menneske gennem hele sygdomsforløbet. Det indebærer, at man får mulighed for at indgå i relationer, som man værdsætter, og hvor man selv bliver værdsat. Som menneske har man brug for at blive værdsat i et fællesskab. Vi er som mennesker afhængige af hinandens anerkendelse, respekt og tillid. Disse behov forsvinder ikke, fordi man bliver dement, men det bliver sværere at udtrykke sine behov og opfylde dem. Det er op til andre at være opmærksomme på at opfylde disse grundlæggende menneskelige behov. Personen med demens kan ikke gøre det selv.
- I sit arbejde fremhævede Kitwood seks psykologiske behov, som er essentielle for alle mennesker:
- Kærlighed: ubetinget accept og empati.
- Komfort: personen har brug for tryghed, varme og nærhed.
- Identitet: er forbundet til at vide, hvem man er, og har en forbindelse til fortiden.
- Tilknytning: forbinder bånd, relationer med andre. At opleve tillid og tryghed i relationen, så man har nogen at gå til i svære situationer.
- Meningsfuld beskæftigelse: At deltage i sit eget liv på en sådan måde, at man bruger sine evner, sin styrke og erfaring. At der er brug for dig, og at du har noget at lave.
- Inddragelse: At være en del af et socialt fællesskab og føle sig accepteret.
- People with dementia need support to meet these universal needs.
Kitwood mener, at det er en bevidst eller ubevidst del af vores kulturarv, at vi tror, at mennesker med mentale handicap er mindreværdige.
Den gode måde at møde mennesker med demens på er det, Kitwood kalder “Positive Person Work”. Det repræsenterer en ny plejekultur med fokus på hverdagsliv og fællesskab. Det positive personarbejde er det, der er med til at opbygge selvværd og værdighed hos personen med demens og bidrager til trivsel og livskvalitet.
Som omsorgsperson til en pårørende med demens er det vigtigt for den person, at du
- værdsætter personen med demens som en unik og ligeværdig person på trods af den mentale mangel.
- tilrettelægger en individuel pleje og behandling med udgangspunkt i den enkeltes særpræg.
- forsøger at forstå, hvad der er bedst for personen med demens ud fra den pågældendes perspektiv.
- beskytter personens selvbestemmelse, rettigheder og mulighed for medbestemmelse.
- ser personen med demens som en aktiv partner. søge at inddrage personens sociale netværk i plejen
- forsøger at etablere et personligt forhold til personen med demenssygdom
- skaber et støttende miljø omkring personen
Ud over de basale fysiske behov er det derfor lige så vigtigt, at du generelt har fokus på, at alle personer med demens har brug for:
- støtte til at bevare sin identitet.
- hjælp til at få mest muligt ud af sine ressourcer.
- hjælp til at forblive et selvstændigt socialt menneske.
- hjælp til at bevare sin identitet så meget som muligt.
Denne tilgang har ikke en egentlig modpart. Den danner grundlaget for de fleste nyere initiativer, f.eks. Bill Thomas, Eden Alternative (Thomas 1996), og Jane Veritys arbejde for at bringe “livets gnist” tilbage til persons med demens. Arbejdet med den personcentrerede tilgang er stadig i gang, og Tom Kitwoods efterfølger i Bradford Dementia Group, Dawn Brooker, introducerer VIPS-modellen som en ramme for personcentreret pleje.
– V repræsenterer den personcentrerede tilgang som den overordnede værdi
– I står for den individuelle tilgang, ingen er ens for alle mennesker
– P står for behovet for at tage udgangspunkt i den demente persons perspektiv, men det gælder dog også for mennesker, der ikke har demens
– S understreger behovet for et socialt støttende miljø
De fire elementer er lige vigtige.
Der er stærke beviser for, at systematisk arbejde med den personcentrerede tilgang medfører færre konflikter vedrørende plejen af personen, og at personen er mindre urolig. I forhold til personer med demens har den personcentrerede tilgang også bidraget til, at der er behov for mindre medicinering for at kunne håndtere ophidset og ustyrlig adfærd.
Hvordan skabes et godt liv
Hvordan skaber man et godt liv i hjemmet på trods af personens handicap? Her er den personcentrerede tilgang også nøglen. Vi skal finde ud af, hvad det er, som den enkelte sætter pris på, og bruge det som udgangspunkt.
Ensomhed: Det er den smerte, vi føler, når vi ønsker, men ikke kan dele tilstedeværelsen med nogen.
Kedsomhed: Er den smerte vi føler, når vi mangler variation og spontanitet i hverdagen
Hjælpeløshed: Er den smerte, vi føler, når vi altid modtager omsorg og ikke får mulighed for at give nogen vores omsorg.-
Hverdagslivet i fokus
Det er meget vigtigt, at du og den demente ægtefælle fortsætter jeres daglige liv så normalt som muligt. Gode rutiner og gentagne planer er nyttige og giver personen med demens overblik og tryghed i løbet af dagen. Det er rigtig godt for personen med demens at være en del af de daglige gøremål som måltider, tøjvask og rengøring. Den demente kan ikke gøre tingene alene, men kan være en del af det sammen med ægtefællen. Det er vigtigt ikke at overtage de ting, som de gjorde før, for det efterlader personen med en følelse af hjælpeløshed og kedsomhed. Vi har alle brug for beskæftigelse, der er meningsfuld for den enkelte. Hverdagens mange små opgaver er også vigtige for oplevelsen af identitet. Hverdagsaktiviteter kan bidrage til at undgå yderligere funktionstab, og med alderen kræves der en større indsats for at undgå tab af funktion og færdigheder. Efterhånden som den aldersrelaterede fysiske kapacitet falder (f.eks. muskelstyrke) og bringer ældre mennesker tættere på en kritisk tærskel for fysisk kapacitet, er det nødvendigt at udføre daglige opgaver.
Hverdagslivet består af aktiviteter og deltagelse og den betydning, vi tillægger det. For én person er det vigtigt, at han/hun får en bestemt kop til morgenkaffen, for en anden kan det være meget ligegyldigt. Det er nødvendigt at forstå, hvad der er vigtigt for den enkelte person med demens.Every day, there are habits and we fulfill certain roles based on the values we have. Habits enable you to recognize a situation and act without consideration, attention and reflection. That is, permanent habits enable automated behavior. Therefore, habits are good as they create peace of mind. Roles regulate which behaviors are in order and organize the daily activities. If I am a housewife, I am expected to act in a certain way, so roles affect the way and content of the interaction.
Hver dag er der vaner, og vi udfylder visse roller baseret på de værdier, vi har. Vaner gør det muligt for dig at genkende en situation og handle uden overvejelse, opmærksomhed og refleksion. Det vil sige, at permanente vaner muliggør automatiseret adfærd. Derfor er vaner gode, da de skaber ro i sindet. Roller regulerer, hvilken adfærd der er i orden, og organiserer de daglige aktiviteter. Hvis jeg er husmor, forventes det, at jeg handler på en bestemt måde, så roller påvirker måden og indholdet af interaktionen.
Roller kræver, at man løser rutineopgaver. Skal man være vært til en fest, kan det ikke diskuteres, hvem der siger: “Du er velkommen”. Desuden opdeler roller daglige og ugentlige forløb i tidsblokke, når vi udfører forskellige roller i løbet af en uge. Måske går vi i kirke om søndagen eller mødes med gamle arbejdskollegaer om tirsdagen. Personer med demens har brug for hjælp til at udfylde de forskellige roller, de har.
Manglende evne til at opretholde roller, værdier og interesser påvirker den demente persons tro på sin egen evne til at handle negativt. For de mest sårbare personer med demens kan opbygningen af et fragmenteret selvbillede støttes, når de er sammen med mennesker, der kendte dem, som de var, før de fik demens. At kunne deltage i betydningsfulde aktiviteter, der er anerkendt i ens kultur, påvirker sundhed og velvære og er med til at gøre livet meningsfuldt. At føle sig nyttig, at have kontrol, at skabe og opretholde kontakt med andre mennesker giver mulighed for personlig udvikling og ikke mindst selvtillid.
Det kan være svært at finde ud af, hvilke aktiviteter der gør den enkelte glad, men de fleste mennesker kan lide stimulering af sanserne.
Derfor synes de fleste mennesker, at det er rart at stimulere den taktile sans; det kan være hovedbunds-, ansigts- eller fodmassage eller et spabad. De andre sanser kan også stimuleres gennem musik, dans eller sang. Smag og lugt stimuleres, når vi laver mad eller bager sammen i hjemmet. At holde øje med, at maden bliver lavet, måske at give gode råd er også at være aktiv. Duft og smag af god mad, vækker appetitten, øger velværet, lokker småtspisende til at smage, vækker minder og giver gode samtaleemner. Bevægelse og stillingtagen kan stimuleres gennem leg og bevægelse.
I henhold til Eden-konceptet skal der sikres et dagligliv, mulighed for at have pligter og fornøjelser, privatliv og fællesskaber, for at være ude og inde, samt mulighed for at have selskab af dyr og børn, samtidig med at der ydes den nødvendige og kvalificerede pleje.